Torvehandel: torvedage og markedspladser gennem tiden

Torvehandel er handel på offentlige torve og pladser på forud fastsatte tidspunkter. Ifølge den ældre danske retsopfattelse foregik den i reglen kun i købstæderne. For grønthandlerfaget var torvet et naturligt udgangspunkt: Her mødtes de, der dyrkede varerne, og de, der ville have dem. Se også grønthandlerens historie i Danmark.

Hvad er torvet?

Torvet er en åben plads i en by, hvor der handles og mødes. I en købstad lå torvet typisk centralt, og her blev fødevarer falbudt på bestemte dage. Et marked er ifølge Wikipedia et sted, hvor kunder og handlende kortvarigt mødes for at handle, og i ældre tid foregik det oftest på torvet i den lokale købstad.

Købstæderne var byer med særlige rettigheder, som ofte var givet af kongemagten. Til rettighederne hørte blandt andet eneret på håndværk og handel inden for et område omkring byen. Den særstilling ophørte med kommunalreformen i 1970.

Hvad måtte handles på torvet?

Wikipedias artikel om torvehandel bygger på ældre opslagsværker og beskriver reglerne, som de så ud i begyndelsen af 1900-tallet. Hovedreglen var, at der kunne handles indenlandske landbrugsprodukter, herunder fisk, og landboernes husflidsprodukter. Varerne skulle handles af producenterne selv eller af folk, der havde erhvervet dem uden for købstaden.

Andre varer kunne handles, hvis politimester og kommunalbestyrelse gav tilladelse, og hvis sælgeren i øvrigt havde den nødvendige handelsberettigelse. Salg af margarine på torvet blev forbudt ved lov i 1925.

Torvedage og orden på pladsen

Torvedage var de faste dage, hvor torvehandelen foregik. De blev fastsat lokalt. Myndighederne kunne også udstede ordensforskrifter, for eksempel i politivedtægten, så handlen forløb ordentligt. Forskrifterne måtte dog ikke indskrænke den ret til torvehandel, som næringslovgivningen gav.

Afgifter for en stadeplads, de såkaldte stadepenge, måtte som udgangspunkt kun opkræves, hvor der fra gammel tid var hjemmel til det. For København fandtes de nærmere regler i en række rådstueplakater, som blandt andet omfattede Kvægtorvet, Flæskehallen og Grønttorvet.

Forprang og torvetvang

To ældre begreber viser, hvor stærkt torvehandelen engang var reguleret:

• Forprang var et forbud mod på vejen at opkøbe visse varer, mens de var på vej fra landet ind til købstaden.
• Torvetvang var et påbud om, at landboerne skulle bringe deres produkter til købstaden og falbyde dem på de offentlige torve.

Begge dele blev ophævet med næringsloven af 1857. Dermed blev handel i højere grad en frihed og ikke et privilegium knyttet til byen.

Eksempler fra København

Københavns torve viser, at pladser skiftede funktion gennem tiden:

• Nytorv opstod i årene 1606-1610, da Christian 4. lod rådhuset udvide og modernisere. Pladsen var i en lang periode, ca. 1610-1850, byens centrale kødmarked.
• Gammeltorv omtales som Københavns ældste torv og skal være anlagt i begyndelsen af 1200-tallet. Wikipedia-artiklen mangler dog kildehenvisninger til de enkelte oplysninger, så tidsangivelsen bør tages med forbehold.
• Israels Plads var fra 1889 til 1958 byens grønttorv. Da engroshandlen med frugt og grønt flyttede, hed pladsen længe stadig Grønttorvet i daglig tale. Den fik navnet Israels Plads i 1968. I 2011 åbnede overdækkede markedshaller på en del af pladsen.

Om engroshandlen og dens senere flytninger kan du læse i artiklen om Grønttorvet.

Torvehandel i dag

I dag findes både åbne torve og overdækkede markedshaller, og de bruges forskelligt fra sted til sted. Nogle har fortsat salg af frugt og grønt, mens andre er blevet samlingssteder med mange slags varer. Et nyere begreb, hvor producenter sælger direkte til forbrugerne, er beskrevet under farmers market. Ordet for den bredere markedsform, der kendes fra andre dele af verden, forklares i artiklen om bazar.

Til sammenligning kan du læse om grønthandlerfaget og om, hvordan en grønthandler har arbejdet med indkøb og varekendskab.